|
|
Isøres revurderede topografi:
Indtil for 10 år siden var det den almindelige opfattelse, at Saxo's Isøre Havn var bugten bag Skansehage, og at fortidens kongevalg blev holdt på den nærliggende hede. Kurt Sørensen var den første, som skrev, at Skansehage slet ikke eksisterede på den tid, og det voldsted ved Borrebakken, som nogle tilskrev Regnar Lodbrog, viste sig ved udgravning at være et kanonbatteri fra Napoleons-krigene.
Dette var anledningen til, at mit tidligere notat blev til et egentligt projekt i RNF regie og til artiklen "Isøre Havn og Ting" i Rørvig Naturfredningsforenings bog "Mellem Kattegat og Isefjord". Deltagere i projektet var desuden Nationalmuseet, Odsherred Museum og Geografisk Institut (KU), hvorfra Jack Rømer skrev om geologien. Også andre forskere hjalp til. Jeg har udarbejdet nedenstående korte sammendrag herfra - suppleret med nyere observationer omkring tinget.
Troels Brandt
|
Hypotetisk kort over Rørvig i vikingetiden
Klik på billedet for forstørrelse af kortet.
|
Landskabet:
Vikingetidens Rørvig-halvø var i langt højere grad dækket af vand end nu, selv om vandstanden kun var ½-1 meter højere. Området havde hidtil været en ø (i stenalderen 3 øer), men det gamle sund mellem Hovvig og Kattegat, som adskilte øen fra Odsherred, var ved at lukke til på grund af sandtransporten fra vest. Sandet lagde sig først i krumodder ned mod Ringholm og derefter i en stor barriere langs nutidens strand ud mod Kattegat (se forstørrelsen af kortet). Sandsynligvis var sundet lukket af et drag i vikingetiden, ligesom Limfjordens udmunding i Vesterhavet. Vikingerne har dog længe kunnet trække deres skibe over draget eller benytte et smalt løb. Dybesø og Flyndersø var to laguner, som blev dannet inde bag barrieren og dens fortsættelse.
På østsiden skabte materialestrømmen rundt om den nye halvø tilsvarende en lagune, som blev til Langesø. I vikingetidens begyndelse var der muligvis åbning ved feriekolonien Isøre, men i den tidlige middelalder lå lagunens sidste udsejling til fjordmundingen i Langesøs sydøstlige hjørne. Da også Langesø-lagunen lukkede, kunne sandet for alvor begynde dannelsen af nutidens Skansehage, som endnu var en lille pynt på kortene fra 1500-tallet. På vestsiden var store sandflader fra Odsherreds krumodder og fra barrieren nået frem til øen. Dette blev fra 1200-tallet accellereret af periodens generelle landhævning, hvilket fra 1300-tallet resulterede i en kraftig sandflugt ind over Rørvigs Vestervang og kirkeomgivelserne.
Havnen:
Isøre Havn nævnes i sagaerne, men vor vigtigste kilde er Valdemartidens historiker Saxo. Han beskrev på stedkendt vis de vanskelige sejlforhold i Isøre Gab (fjordmundingen), herunder de farlige sandrevler. Han fortalte, at havnen fra gammel tid havde haft betydning – sandsynligvis på grund af den strategiske beliggenhed ud for Lejre/Roskilde – og han beskrev konkret to situationer, hvor Absalon brugte havnen. Saxo fortalte i anden sammenhæng, hvordan krigsskibene lå sammenkædet i roligt vand, når de søgte havn i krigstid. Havnen var utvivlsomt opstået som en læhavn for alle søfarende, der ventede på medbør eller søgte ly for elementernes rasen på Kattegat.
|
Havnen lå med stor sandsynlighed i lagunen i den nuværende Langesø Mose. Den sidste laguneåbning i sydøsthjørnet ved Bentvedsvej er bekræftet af Københavns Universitets georadar-undersøgelser. Universitetets jordprøveboringer udelukkede derimod, at de tidligere laguner omkring Rørvig By havde saltvandsforbindelse på den tid. Skansehagebugten eksisterede slet ikke, og da Isøre-navnet allerede i 1200-tallet var knyttet til det senere Rørvigs landsbyjorde nord for Nakke, må Nakke By's jorde udelukkes - hvilket de også er af geologiske og strategiske årsager. Tilbage står primært det teoretiske alternativ - nemlig en lagune ved kirken. Udsejlingen her var imidlertid langt farligere og betydeligt mere uhensigtsmæssigt beliggende i forhold til søvejen til Roskilde end Langesø-lagunen - men det udelukker ikke, at der på et tidspunkt lå læhavne ved både Langesø og kirken. Langesø var dog under alle omstændigheder det oplagte valg for trafikken til og fra Roskilde. Lagunen havde desuden den fordel, at man kunne undslippe den modsatte vej ind over vadestedet (Myntestien) ved Vadsehoved til søen i Paradisdalen, som løb ud i fjorden ved Rusen.
Lagunemundingen kan ses i dag, men trods overfladisk lighed med Kanhave-kanalen skyldes den kanallignende nordside snarere dræningskanalen Skanrenden fra 1800-tallet. På sydsiden af lagunemundingen placerer gammelt militært arkivmateriale de ældst kendte skanser fra 1600-tallet. De har muligvis givet navn til renden, men de er ikke synlige i dag. Der er ikke identificeret ældre voldanlæg i det tilsandede område, men faste militæranlæg har heller ikke været nødvendige i forbindelse med havn og ting.
Selv om det som bevis er utilstrækkeligt, bør man bemærke, at det eneste identificede fund fra havnens og tingets tid i Rørvig udover landsbyfundene i Nakke er gjort i vandet tæt på den østlige lagunemunding. Her er der fundet et brudstykke af en meget kostbar guldhalsring (i oprindelig størrelse kun overgået af Tissø-ringen) fra vikingetiden - sandsynligvis tabt ved et forlis eller ved kamp i mundingen.
|
Laguneudløbet og Skanrenden (blå)
|
Paradisdalen med Bjerget i baggrunden
|
Tinget:
Det var nogle af vore tidligste historikere, Sven Aggesen og Saxo, der sidst i 1100-tallet fastholdt, at det var gammel skik, at danske kongevalg fandt sted på Isøre Ting. Der var i så fald tale om et uformelt ting, idet kongerne officielt valgtes på landstingene. Det lyder imidlertid ikke usandsynligt, hvis hird og ledingsflåde blev enige om en kongskandidat i landets centrale samlingshavn, inden kandidaten drog rundt til landstingene. I særlig grad gælder det valgene mellem Svend Estridsens sønner, hvoraf de to historikere specifikt nævnte valgene af Harald Hen i 1076 og Niels i 1104. Hvorvidt også andre var valgt her, ved vi ikke, men det er vel sandsynligt i usikre tider. Måske er skikken påbegyndt i forbindelse med flådens kåring af Sven Tveskæg på bekostning af Harald Blåtand - men det er gætteri.
Den lokale overlevering placerede i 1800-tallet tinget i buskene inde under skrænterne nordvest for Skansehage Hede - i den såkaldte Paradisdal. På tingets tid udgjorde dette sted det sydvestlige hjørne af Isøre Havn. Herfra gik der som nævnt en smal sø videre mod vest langs den gamle kystskrænt. På nordsiden af denne nuværende mose ligger en lille slette op til skrænten, som her på det nærmeste danner et lille amfiteater. Vadsehoved var dannet på grund af en mængde store sten i morænen, som blev eroderet ud af stenalderhavets kystskrænt. Stenene har ligget spredt på den lille slette og ude i søen, men efter etableringen af Egeskovgårds landbrug midt i 1800-tallet er de blevet flyttet til side, og gårdejer Peter Larsen lagde endda nogle af dem pænt i cirkel - hvilket senere har forårsaget lokale misforståelser om tingstedets udseende og placering. Vadsehoved blev anvendt som fælles mergelgrav, nogle sten blev knust til skærver og ved udstykningen af søengen i 60'erne måtte andre sten vige for sommerhusene. Der ligger dog stadig flere hundrede sten i området med en længde over ½ meter.
Marksystemerne før 17-1800-tallets udskiftning stammer normalt fra middelalderen. På præcis det sted, som overleveringen udpegede som tingstedet, optrådte navnet Bjerget ovenfor kystskrænten på markfortegnelserne før udskiftningen. Navnet kan være en parallel til det islandske Altings Lovbjerg, hvorpå lovsigemanden stod. Herfra proklamerede han for folket nedenfor, og her afgjorde man private tvister. Måske kan Paradisdalen ses som en miniature af Altinget, der ligeledes lå op mod en "væg" med vådområder og slette nedenfor - ikke fordi det var lovgivningssted, men fordi man helst forsamledes på den måde. Måske har fortidens talere også her stået på Bjergets skråning eller top og talt til hirden og flådens folk nedenfor ved stenene. Saxo havde ikke selv oplevet et sådant kongevalg, men han kendte tydeligvis Isøre Havn og udpegede Isøre som kongevalgsstedet. Hans billede ”Når de skulle vælge en konge, plejede vore forfædre at stå på store sten der stod fast i jorden” bør i konsekvens af hans påstand stamme fra Bjerget ved Isøre, hvor store sten lå fast i jorden nedenfor. Faktisk ville hans påstande om Isøre Ting og stenene - trods forskellig placering i krøniken - ikke være plausible for hans samtidige læsere, hvis ikke man virkelig kunne se et sådant sted, hvor man vidste, at Isøre Ting havde ligget i nær fortid. Vadsehoved er det eneste sted i Rørvig, hvor vi er bekendt med så markante mængder af store sten.
Lige vest for Paradisgården - ca. 75 meter oppe ad bakken bag Vadsehoved - fjernede man ifølge Nationalmuseet i 1800-tallet en stenrøse, som fyldte 70 vognlæs. Røsen har ligget, så den for skibe på vej ind i havnen fremstod som en stor høj eller varde, der kunne markere landgangsstedet ved tinget. Vi har ingen viden om denne røses oprindelige formål eller datering, men som regel stammer disse røser fra bronzealderhøje.
Generelt:
I løbet af 1100-tallet begyndte havnen at sande til, og i 1170 indførte Valdemar den Store en ny kongevalgsprocedure. Isøre Havn nævntes samme år for sidste gang, da Absalon i havnen mødte den norske jarl Erling Skakke, som ønskede Valdemars søn Knud udpeget som norsk overkonge, så han kunne sikre Erlings søn.
Hvilken lokalitet man kaldte Isøre, ved vi ikke. Ordet betyder ifølge sprogforskerne gruset strandbred med is. Det kan derfor inden Skansehages tid have været navnet på den østlige pynt af Skansehage Hede, hvor isskruninger må have være almindelige. Navnet blev imidlertid brugt på hele nordøen - dvs. landsbyen nord for Nakke og kirken - så teoretisk kan det også have været stranden ved kirken, som ligeledes forsvandt samtidig med Isøre-navnet.
Saxo påstod, at Poppos Jernbyrd havde fundet sted på Isøre Ting - hvilket dog er usikkert, da hans omtale af Sven Tveskæg i alt fald er forkert. Et eventuelt kapel til minde herom og med tilknytning til havn og ting i tidlig middelalder skulle i givet fald søges nær Vadsehoved. Byernes nuværende fælleskirke er under alle omstændigheder bygget efter havnens forsvinden. Beliggenheden svarer til udgangspunktet for den første forbindelsesvej over draget til Odsherred, hvor landsbyen Isøre teoretisk også kan have ligget, inden den omkring 1350 skiftede navn til Rørvig.
Det må præciseres, at ovennævnte er baseret på en kombination af geologi og historie, hvor de teoretiske muligheder og bekendte oplysninger er blevet vurderet overfor hinanden. De øvrige muligheder har med større eller mindre sikkerhed kunnet udelukkes, mens alle tilgængelige oplysninger hænger logisk sammen omkring Langesø Mose. Placeringen af havn og ting er imidlertid ikke bevist med de nødvendige arkæologiske fund, selv om det eneste vikingetidsfund i Rørvig - halsringen - peger i den samme retning. Sporadiske dektorundersøgelser har ikke givet resultat. Når der ikke er gjort flere fund, skyldes det sandsynligvis sandflugten og strandvoldsdannelsen omkring Langesø og Skansehage Hede. Baggrunden for resonnementerne og kilderne er beskrevet nærmere i ”Mellem Kattegat og Isefjord”.
Områdernes nuværende tilstand:
Indsejlingen til lagunen ved Bentvedsvej kan stadig anes. Desværre ligger der to sommerhuse nede i den lavning, som markerer den sidste smalle udsejling. Selve området er tilsandet siden vikingetiden og desuden gennemgravet i forbindelse med etableringen og vedligeholdelsen af Skanrenden.
En del af det indre indløb er stadig mose, mens resten af lagunens sydlige ende er bebygget med sommerhuse. Lagunens midterste og nordlige del samt den vestlige bred henligger stadig som mose eller eng. Grundvandsstanden i hele området er sænket 65 cm med en pumpestation ved Langesøvej, og området er tilgroet med et gytjelag over den gamle lagunebund.
Det stenede lavvandsområde ved Vadsehoved er bebygget med 12 sommerhuse, mens resten af den gamle sø i Paradisdalen henligger som en træbevokset mose, der kan krydses via en dæmning med tilgroet adgang fra Borrestien. Selve vadestedet er dækket af en vejdæmning, som bærer Isøre Tingvej og Myntestien.
Paradisdalen er navnet på området under den gamle kystskrænt fra Vadsehoved til Skansehagevej – incl. engområderne rundt om Vadsehoved. Selve Vadsehoved har fungeret som mergelgrav og skråningen mod vest er nedpløjet på matr. 5 a. Fortsættelsen mod vest neden for Bjerget, som primært udgøres af matr. 1 bæ, henligger derimod urørt og har siden 1948 været fredet. Denne del har tidligere været afgræsset af kalve, men nu er sletten ved at gro til med krat og brændenælder. Amtet har hidtil modsat sig fældning, men der bør foretages naturpleje for at sikre den tilstand, som man fredede for eftertiden.
|
|
|
