G. Rørvig Mølle
Søndervangsvej 7. Erhvervet i 1927/28.
I 1717 nævntes der tre små vindmøller i Rørvig, hvoraf to lå på Møllebakken vest for byen, mens den sidste lå på bakken syd for byen. Mens de oprindelige danske møller var stubmøller, hvor man drejede hele huset op mod vinden, var de tre gamle Rørvig-møller såkaldte "lermøller", hvor den nederste del var lerklinet, mens man drejede den øverste del.
Ved den sydlige mølle opførtes i 1842 den nuværende "hollandske" mølle - dobbelt så stor som den foregående. For at imødegå konkurrence købte mølleren Niels Pedersen også koncessionen på to andre møller, som begge blev nedlagt.
På den hollandske mølle er de 18,5 meter lange vinger placeret på møllehattens forside, mens krøjeværket på hattens bagside endte i en lang midterbjælke - svansen. Ved hjælp af et spil, som med en kæde var koblet til svansen, kunne man dreje (krøje) møllehatten, så vingerne altid endte op mod vinden. Indtil 1907 var hele møllen beklædt med tagpap, men i dag fremstår den med egespåner overalt.
Møllen trak tre kværne (skallekværn, melkværn og brækkværn - den sidste til gryn) samt tromlesigte og hejseværk, som stadig kan ses trods nogle manglende aksler. Oprindeligt har der også været gryntromle og en "blæser" til at skille agner fra.
Omkring 1924 - i en periode hvor de fleste gamle møller blev udkonkurreret - ophørte også driften af Rørvig Mølle, og 17/11 1928 købte Rørvig Naturfredningsforening møllen, som den gang lå frit som byens vartegn
Møllen er foreningens klenodie, som én gang årligt åbnes for offentligheden. I 1976/77 gennemførte foreningen i et samarbejde med Nationalmuseet en restaurering med fornyelse af vingerne. I 1982 blev krøjeværket fornyet. Møllen er senest malet i 1996. I 1999 blev møllehattens beklædning fornyet med egespån.
Bidragsydere til vedligeholdelsen i de sidste faser har i særlig grad været Skov- og Naturstyrelsen og Augustinusfonden, men bidrag er også modtaget fra Bevaringsforeningen for Rørvig Sogn, Knud Højgårds Fond, Constance Fuhr's Fond, Bygningsbevaringsfonden af 1975, Familien Treschow, Nykøbing Sjælland Trælasthandel, Den Danske Bank og Erik Johansen.
Se i øvrigt dette mølle-link.
H. Landarealet ved Rørvig Mølle
Søndervangsvej 7-9 (3,56 ha). Erhvervet i 1997 og samme år pålagt bevarende deklaration, således at Møllens landskabsmæssige omgivelser er beskyttet. Hermed er sikringen af det samlede areal fra Rørvig by til Sognegården ud mod Isefjorden nu tilendebragt.
|